MIKKEL STRØJERS BLOG & PORTFOLIO

Kom lige i tanke om, at jeg aldrig har fået lagt denne på sitet… I forbindelse med COP15-klimakonferencen i København i december 2009 var Metroen sponsor og arrangør af Cool Globes – 30 store glober, der blev stillet op omkring i Metroen og på Kongens Nytorv. Globerne havde hver sit bud på en løsning på verdens klimaproblemer.

På denne måde ønskede jeg at lave et lille dagligt (og grønt) benspænd for Metropassagererne. Mange andre virksomheder havde travlt med at greenwash’e med diverse grønne kampagner. Det syntes jeg Metroen var for god til – Metroen ER grøn. Den ER en del af løsningen, og det ved de fleste af vores kunder godt. Derfor ønskede vi i stedet at takke dem for deres bæredygtige transportvalg ved at give dem en gratis lille kunstgave.

Udstillingen skabte betydelig omtale både nationalt og internationalt. Du kan se en lille film om projektet og eventen herunder.

I øvrigt blev der udsmykket en speciel Metro-globus af den danske kunstner Jonas Pihl. Globen er opsat på permanent basis på Metrostationen i Københavns Lufthavn.

Var på Distortion i weekenden. Eller rettere: Distortion var hjemme hos mig på Vesterbro, hvor denne oppustelige rumraket var landet lige midt på Enghave Plads.

Aften på aften har jeg taget mig selv i at sidde og kigge på sportsgrene, jeg dybest set ikke interesserer mig en disse for. Skihop for eksempel. Udover at undre mig over at de tør. At de kan. Og hvad man egentlig stiller op første gang, man skal prøve sådan et hop – hvad gør man – man siger bare “nå, fuck det” og kører nedad? Udover det, så er skihop sgu kedeligt. Naaaaaarjj – 119 meter…! Nej, vel? jeg savner Eddie The Eagle, som i vanlig håbløs stil kastede sig ud i skihop i Calgary i 1988. Alt, alt for mange meter efter konkurrenterne. Men underholdende, det var det…

Nu er jeg gået rundt i alle de år uden at vide det. Men det er jo altid godt på en eller anden måde at få slået fast hvilken slags filejs, man egentlig går rundt og er. Jeg er så Archer Hairline, og det fandt jeg ud af ovre hos Pentagram.

… hvis ikke man ved, hvad man skal lave. Og i sær hvis man ikke lige ved, hvad man skal tage et billede af, når man nu lige skal prøve sin nye retro-vintage-oldschool-foto-app på sin iPhone. Nå, men det er Bang & Jensen, man kan se dernede på Istedgade.

Sindssyg arbejdsuge. Nej, måned. Det ved man, når man sidder en fredag aften og er flad. Og vennerne er ude. Lige udenfor døren på Vesterbro. Og der er Talent. Og man ser det sådan lidt med et halvt øre. Og man kommer ikke ud.

Men egentlig ville jeg bare poste det her billede. Men det fik mig til tænke på de andre ting.

Kudos.

Det er jo egentlig plat at skrive – men ikke desto mindre er det tæt på sandheden: Jeg æææælsker min MacBook Pro. Og det selvom min far altid har fortalt mig, at man ikke kan elske døde ting. Og han konfronterer mig stadig med det, hvis jeg i et øjebliks begejstring kommer med udbrud a’la “hold kæft, hvor jeg elsker rullepølse!”. Eller noget i den stil. Så er han over en med det samme med en hurtig og præcis formaning. Ja, han har vel ikke været dansklærer i 30 år for ingenting.

Nå, men – det var egentlig slet ikke det, jeg ville skrive om. Jeg ville skrive om nedenstående vinylklæb, som man kan – ja, klæbe – på sin Mac. Super fed stencil. Jeg har bare et problem. Jeg elsker altså bare min Mac for meget til at klæbe noget som helst på den…

Vinylklæbet koster $12.99 og kan købes på etsy.com.

Ovenstående er muligvis den mest løgnagtige overskrift, jeg nogensinde har skrevet, men det ville da være smart. Ikke mindst i disse tider, hvor der tilsyneladende ikke er det store i vejen for lige at stikke en hurtig lille løgn for at skabe lidt opmærksomhed.

Jeg tænker naturligvis på, at DR nu – i hvert fald hos undertegnede – har skabt en usandsynlig stor nysgerrighed over at se, hvad den nye dukkefilm og satirejulekaleder, H*A*S*H, er for noget, siden den er blevet kasseret, før den overhovedet er færdigproduceret…

Det er så NU, at man skal lække nogle optagelser på nettet og skabe lidt kult og omtale. Nu har jeg jo selv arbejdet i DR i en årrække og jeg ved jo, at det kunne man naturligvis aldrig finde på. Vel?

TDC har i længere tid reklameret for deres nye ventetone igennem d’herrer Søren Rasted og Bent Fabricius-Bjerre. Er det bare mig, eller er det ikke lidt af en falliterklæring at reklamere for en ventetone? Ville det ikke give mere mening at slå på tromme for god kundeservice og ingen ventetid?

Ja, jeg spø’r bare…

Og her er i øvrigt en af reklamerne:

Jeg er endelig begyndt at gøre lidt ved min Twitter-profil, så tag da lige og følg mine updates på twitter.com/strojer – hvis du gider, altså.

Min egen lille pjatte-yndlings-blog, Juniorama, er i øvrigt osse på Twitter her: twitter.com/juniorama, og her får du simpelthen alle indlæg fra Juniorama. Det kan varmt anbefales – det er nemmerlig rigtig sjovt.

Site hvor jeg skriblede noget tekst til, så Københavnerne kunne opleve deres by. Godt og modigt initiativ af Movia. Desværre er sitet ikke online længere.

… sagde en kreativ direktør fra et andet bureau til mig engang, da vi sad og diskuterede, hvornår strategi ender og kreativitet begynder. Og omvendt. Anledningen var, at jeg var kommet til at sige, at hvis man ikke havde strategien med i baglommen, så kunne det sgu være lige meget at kommunikere og være kreativ. Det skulle jeg så ikke have sagt, for nogle gange skulle man bare se bort fra brief og strategi og bare få den gode idé – sagde direktøren. Og så få strategien til at passe ind i idéen.

Det er jeg altså uenig i. Det er bagvendt i min verden. Her lægger man en strategi og eksekverer kreativt ud fra den. De to begreber hænger uløseligt sammen, hvis man spø’r mig.

Det er lang tid side, at samtalen fandt sted, men jeg kom til at tænke på den igen, da jeg læste denne artikel på information.dk, hvor en af mine helte, tekstforfatteren Frederik Preisler, siger, at…

“… den form for kreativitet, man bruger i reklame, er per definition strategisk – ellers er den ikke noget værd.”

Og så præcist kan man egentlig sige det. At skille kreativitet og strategi ad er nonsens. Jeg havde ikke nogen kilde, som jeg kunne henvise til, da jeg havde diskussionen med den kreative direktør dengang. Men den var altså her – værsgo!

Jeg sad i dag og overspringshandlede på markedsforing.dk, og så faldt jeg over denne artikel, der fortæller, at Second Life nu prøver at komme ind i kampen igen ved at skrue lidt op for brugervenligheden.

Må jeg komme med min umiddelbare dom: Det kommer ikke til at betyde en fløjtende fis. Jeg har aldrig været fascineret af Second Life og har aldrig syntes, at det rykkede noget som helst.

Og hvorfor så det?

• Det er for tungt og kedeligt
• Det er for uoverskueligt
• Det er grimt
• Der er for meget ventetid
• Der er for få orker, du kan skyde

Se, allerede når jeg skal remse op, begynder det at kede mig, og jeg må ty til pjat. Nu vil jeg gerne indrømme, at jeg ikke har brugt oceaner af tid på Second Life, men det er der vel også en årsag til. I al beskedenhed plejer jeg at være god til at finde de ting, der er sjove at lege med på nettet, og til denne kategori hører Det Andet Liv ikke.

Jeg husker et foredrag på New Media Days i 2007, hvor Chris Mahoney fra Linden Lab (der laver Second Life) var en tur forbi og holde et oplæg om Second Life. Og jeg husker tydeligt – efter at han havde fløjet rundt med sin figur i en times tid – at jeg tænkte, at det dér det holder sgu ikke. Og det tror jeg stadig ikke. Engang skulle alle virksomheder da helt klart være synlige i Second Life. Hvornår har vi sidst hørt om det?

Men hvad er det så, der holder? I min optik ser vi det allerede i alle de muligheder, der ligger i Flash og i små scripts. Her kan man simpelt lave de universer, spil, quizzer, film, animationer, man skal bruge. Og på en måde som passer til nettets format – og den måde man bruger nettet på. For let’s face it: Internetbrugeren er røvutålmodig. Det skal altså virkelig være flot og lækkert, hvis man skal bruge en masse tid på det. Og… Second Life er ikke flot og lækkert…

Denne annonce lavede jeg for Eplehuset, som er den nye, norske (og sejere) konkurrent til Humac i Danmark. Og i denne forbindelse også Telia, der også sælger iPhone. Jeg er selv svært tilfreds med annoncen, da den i mine øjne kommunikerer klart og lige i øjet.

Min idé var enkel. Jeg ville gerne sige, at iPhone jo selvfølgelig hører hjemme i en Apple-butik, da den jo er meget mere end en telefon. Så for at få mest ud af sin investering, skal man altså ikke gå til Telia men ned til eksperterne hos Eplehuset.

Som den skarpsindige læser nok har gennemskuet, er overskriften et spin på “E.T. phone home”… Men det behøver jeg jo selvfølgelig ikke at forklare…

Movias Partybus er et konkurrencekoncept, jeg fandt på sammen med AD’eren for at skabe opmærksomhed for Movias tjeneste MitMovia. Kampagnen bestod ud over selve partybussen af bushængeskilte med spejlkugle, plakater, annoncer og websitet movia.dk/partybus. Kampagnen havde i øvrigt overvældende succes og synlighed – Movia fik flere tilmeldinger end nogensinde før.

Hængeskilt til bussen:

Infoplakat:

To annoncer/flyers jeg lavede for Eplehuset, som åbnede en ny butik ved Nørreport. Annoncerne blev indrykket som helsider i gratisaviserne, der jo er et foretrukkent medie for pendlere. Og det er jo særdeles relevant, når butikken jo ligger lige ved stationen… Her blev flyers desuden også uddelt – assisteret af et grønt æble, naturligvis.

Indrykket dagen før åbningen:

Indrykket på åbningsdagen:

Der var i øvrigt endnu en annonce, der blev indrykket to dage før åbningen. Overskriften var i tråd med de andre, nemlig: “Om 2 dage åbner vi for Apple”.

Kampagne for Sundhedsstyrelsen som skal gøre op med fordomme mod hiv-smittede.

I forbindelse med kampagnen lavede vi også en viralfilm. Konceptet var enkelt: Kunne vi spore nogle ubevidste fordomme hos folk? Hiv smitter ikke gennem et håndklæde, men ved folk det? Vi satte to håndklæder op på et offentligt toilet i København. Et skilt med teksten: ‘Brugt af hiv-smittede’ og et med teksten ‘Ikke brugt af hiv-smittede’.

Og så filmede vi filmede det hele med skjult kamera. Her er resultatet – ret tankevækkende…

Kampagnen består også af en række annoncer til befolkningen og erhvervslivet. Dem kan du se her:

Vi lavede også et website og Facebook-gruppen ‘Jeg er ikke bange for et håndklæde‘. Kampagnen har genereret en massiv omgang PR i en lang række medier. Her er lidt uddrag:

• DR: Tv-Avisen, 27. oktober
• dr.dk: ‘Hiv-smittet: Jeg måtte ikke tørre hænder i håndklædet på toilettet’
• dr.dk: ‘Kan hiv smitte på et håndklæde?’
• Berlingske.dk: ‘Danskerne ved for lidt om HIV’
• DR: Aftenshowet, 28. oktober
• DR Update, 27. oktober

Dette er nok den længste annoncetekst, jeg har skrevet indtil videre. Vi ville skabe effekten af, at Mitsubishi Grandis var så lang, at den ikke kunne være i annoncen og bredte sig over midteropslaget over på den anden avisside og skubbede til teksten. Og vupti – så havde jeg jo lige en tekstspalte til venstre, hvor jeg skulle finde på noget bevinget at skrive.