Kategori — Blogging

Jeg er endelig begyndt at gøre lidt ved min Twitter-profil, så tag da lige og følg mine updates på twitter.com/strojer – hvis du gider, altså.

Min egen lille pjatte-yndlings-blog, Juniorama, er i øvrigt osse på Twitter her: twitter.com/juniorama, og her får du simpelthen alle indlæg fra Juniorama. Det kan varmt anbefales – det er nemmerlig rigtig sjovt.

Nej, jeg tager det tilbage. I mit sidste indlæg skrev jeg, at jeg er bange for at skrive noget, der er banalt. Det er jeg egentlig også, men det bliver jeg da vist nødt til at tage op til revision. For i indlægget får jeg det banale til at lyde som en dårlig ting. Men det banale er jo fedt. Det banale er jo der, det hele begynder. Og det er faktisk ofte et greb, jeg bruger, når jeg skal kommunikere professionelt – hvad er det egentlig, vi skal sige med det hersens stykke kommunikation? Helt banalt. Og så er det sådan set lige meget, om det er til print, web, film, radio eller røgsignaler.

Jeg kom til at tænke på det i dag, da jeg sad nede i min forlængede dagligstue på Bang & Jensen og slubrede kaffe. Her blandt studerende, reklamerende, caférende, sladrende og læsende godtfolk faldt jeg over forsiden på Politikens kultursektion. Forsiden, som i dagens anledning er helt brun – jo tak det manglede da bare, krones af overskriften ‘En langtidsholdbar lort’. Så er man lissom igang, ik’? Artiklen handlede om én af mine gamle yndlinge, som jeg ikke havde tænkt på i lang tid – nemlig den italienske provokunster Piero Manzoni. En herre der i den grad var imod den etablerede kunstverdens fokus på ussel mammon. Så meget imod den, at han solgte sin ‘Merde d’Artiste’ (kunstnerlort) på dåse. Prisen? Vægten i guld. At de tilbageværende eksemplarer er en formue værd i dag, er en helt anden historie.

Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, hvis DET ikke er banalt. Altså at putte lort på dåse, ja, så ved jeg det sgu ikke. Men det er jo netop her, det geniale og originale ligger. Det er det, der sætter det nye i gang. Det er her, det begynder. I en lort på dåse. Og det er da noget af en erkendelse.

Jeg er bange for at skrive noget, der er for banalt. Det er egentlig ikke, fordi jeg vil lyde klog eller noget. Det er jeg faktisk ligeglad med. Men jeg er bange for at skrive noget, der er ligegyldigt. Bange er måske et stærkt ord, men det dér med at sidde at skrive noget, som er helt ligegyldigt – det er sgu da nederen, for nu at bruge et godt dansk udtryk.

Men den anden dag gik det op for mig, at jeg til tider er for fokuseret på at skrive for andre. Jeg kan jo osse skrive for mig selv. Det er jo sådan set en ret ligetil erkendelse, men det tog alligevel et stykke tid, før det gik op for mig. Måske er det er erhvervsskade. Jeg er i mit arbejde så vant til at tænke i andre målgrupper, når jeg skriver, at det virker helt fjollet at skrive til den relativt smalle målgruppe, jeg selv udgør.

Og når jeg så tænker lidt mere over det – og det gør jeg –  så er erkendelsen alligevel ikke SÅ ligetil. For det bunder jo også i blogmediet, som jeg i skrivende stund basker rundt i. Her er der jo andre, der læser det. Det er jo lissom idéen i at have en blog. At skrive til andre. Og skriver jeg så til mig selv. Nej, vel? Og så er det sgu da, at det bliver langhåret, for nu skriver jeg til mig selv på en blog, der ikke kun er til mig selv, men hvor andre også læser og dermed er i målgruppen. Fik du den? “Fik jeg den?”, må spørgsmålet jo så være, for jeg er jo lige blevet enig med mig selv om, at jeg skriver til mig selv, og så gider det sgu ikke mening at stille spørgsmål til læseren.

Og nu måtte jeg lige op at ændre i titlen på dette indlæg, for nu er det faktisk kommet til at handle om noget andet, end jeg havde regnet med. Og så har jeg vel endnu en gang bevist, at jeg til tider skriver mig ind i ting. Og så er jeg vel kommet til en erkendelse helt for mig selv. Eller hva’?

Jeg skriver hver dag. Jeg lever af det. Jeg er en såkaldt professionel kommunikateur. Jeg skal finde på nye, kreative løsninger hver dag. Og det kræver, i sær når jeg skal skrive på nye ting, at jeg skal skrive mig ind i skidtet, før jeg kan finde ud af, hvordan det skal grejes. Altså – hvordan er tonen? Er sætningerne korte eller lange?  Er det humoristisk, seriøst, plat, højtravende eller hvadvedjeg?

Sagen er, at det ved jeg sjældent på forhånd. Nogen gange finder jeg hurtigt ud af det, andre gange ikke – om overhovedet.

Det er lidt sådan, jeg har haft det med denne blog. Jeg har aldrig fået skrevet mig ind i den. Hvad skal der stå? Skal det være bundseriøst og kun handle om arbejdsrelaterede ting? Det troede jeg i begyndelsen – men jeg fandt hurtigt ud af, at så ville jeg sgu kede mig bravt. Og så ville jeg ikke få ‘mig selv’ med. Og det manglede da bare lige. På den anden side gider jeg heller ikke udlevere mit privatliv og være alt for udleverende. Jeg er ikke typen, der lægger alle billeder på Facebook og deslignende. Dertil er jeg for blufærdig.

Så hvad er konklusionen? Det må blive midt imellem. Et eller andet sted. Men hvor – det skal jeg lige have skrevet mig ind i.

Det handler også om, hvem målgruppen er. Og det ved jeg faktisk ikke. Indtil videre – og især siden mit indlæg i går – skriver jeg sådan set bare for mig selv. Og så må jeg se, om der dukker en læser op hist og pist.

Jeg har lige gjort en erkendelse. Den er, at hvis jeg ikke skriver mine tanker, idéer og alt det andet ned med det samme, så bliver det sgu aldrig til så meget, som jeg gerne vil. Og det er pisseirriterende, for jeg får faktisk dårlig samvittighed over det.

Én af årsagerne er blandt andet, at jeg har den dér akademiske erhvervssygdom, som gør, at jeg skal gennemtænke alt i hoved og røv, før jeg får skrevet det ned. Og så bliver det, der begyndte som en flygtig tanke, pludselig til et lidt større projekt, som jeg så skal have tid til. Og så flygter den flygtige tanke ofte ud af mit hovede. Og så er den væk. Pis osse.

Dette gælder også blogindlæg her på bloggen. Jeg har ikke tal på, hvor mange ting jeg ville have skrevet, som ikke lige blev.

Men nu skal det være anderledes. Jeg vil være ligeglad med ikke at have tænkt det helt igennem. Jeg vil bare skrive. Og så kan det jo være, at indlæggene bliver lidt kortere. Men under alle omstændigheder er det jo også længere, end hvis de slet ikke bliver skrevet…

Dette blogindlæg er første skridt. Det startede som en flygtig tanke og erkendelse, men nu er det tastet ned. Jeg gjorde det, og det tog mig 10 minutter. Max. Så må det bære eller briste.

Nogle gange sker det. Det sker faktisk jævnligt. Og nu er det sket igen: Jeg har siddet og fiflet og nørdet lidt og har lavet en del ændringer på min lille møgunge af en side – nemlig juniorama.dk. Tjek det endelig ud.

Blandt andet har sidens faste fans nok lagt mærke til et nyt visuelt design. Eller det er jo ikke helt nyt – men der er i hvert fald kommet et nye topbanner og en lille mand ude i højre side. Junior, som manden hedder, er et portræt af mig, som jo så også bliver kaldt ‘Junior’. Den kække streg, hvormed han er ført ud i livet, er tegnet af Mette, og det skal hun ha’ tak for.

Jeg havde også installeret denne tagcloud, som jeg fandt på den glimrende blog Blogger Buster. Men jeg tog den af igen… Det var sgu som om, at formålet med sådan en tagcloud gik lidt af det hele, når det bliver mere liret end overskueligt. Eller er det bare mig, der er alt for kedelig og tør?

… Det er ret svært at holde sådan en blog som den her opdateret. Hvis man ikke har så meget tid. Og er lidt doven oven i hatten. Lissom mig.

Sikke en redelighed. Nå, jeg skal også snart på weekend…

Der er glæder og sorger ved de fleste ting. For eksempel er alt det her Web 2.0-hejs en dejlig ting, for så kan man jo skrive alt muligt nonsens og publicere hint og dint. Det betyder jo, at der er kort fra tanke til handling og videndeling og altmuligt.

Og så igen… Som de opmærksomme nok har lagt mærke til, har Rabalder.dk været nede at vende i et par måneder. Det var resultatet af, at jeg liiiige skulle opdatere WordPress, Rabalders bagmaskineri, til en ny version. Og det gik galt. Pludselig stod jeg med en masse underlige tegn og symboler – og ikke noget site. Og det kan altså tage modet fra de fleste. I hvert fald fra mig. Men her i dag fik jeg taget mig sammen til at webnørde med skidtet. Havde heldigvis taget en back-up af databasen.

Og nu kører vi igen. Det gik næsten smertefrit. Skulle jo selvfølgelig lige ind og skrive alle æ, ø og å’er igen. Det manglede da bare. Jo, jo…

Tillykke til mig. Og dig.

Rabalder har fået ny indpakning. I den nærmeste tid vil jeg nusse omkring det, så sitet kommer op at køre og rent faktisk får noget indhold…