Kategori — Erkendelser

Aften på aften har jeg taget mig selv i at sidde og kigge på sportsgrene, jeg dybest set ikke interesserer mig en disse for. Skihop for eksempel. Udover at undre mig over at de tør. At de kan. Og hvad man egentlig stiller op første gang, man skal prøve sådan et hop – hvad gør man – man siger bare “nå, fuck det” og kører nedad? Udover det, så er skihop sgu kedeligt. Naaaaaarjj – 119 meter…! Nej, vel? jeg savner Eddie The Eagle, som i vanlig håbløs stil kastede sig ud i skihop i Calgary i 1988. Alt, alt for mange meter efter konkurrenterne. Men underholdende, det var det…

Nu er jeg gået rundt i alle de år uden at vide det. Men det er jo altid godt på en eller anden måde at få slået fast hvilken slags filejs, man egentlig går rundt og er. Jeg er så Archer Hairline, og det fandt jeg ud af ovre hos Pentagram.

Sindssyg arbejdsuge. Nej, måned. Det ved man, når man sidder en fredag aften og er flad. Og vennerne er ude. Lige udenfor døren på Vesterbro. Og der er Talent. Og man ser det sådan lidt med et halvt øre. Og man kommer ikke ud.

Men egentlig ville jeg bare poste det her billede. Men det fik mig til tænke på de andre ting.

Kudos.

Det er jo egentlig plat at skrive – men ikke desto mindre er det tæt på sandheden: Jeg æææælsker min MacBook Pro. Og det selvom min far altid har fortalt mig, at man ikke kan elske døde ting. Og han konfronterer mig stadig med det, hvis jeg i et øjebliks begejstring kommer med udbrud a’la “hold kæft, hvor jeg elsker rullepølse!”. Eller noget i den stil. Så er han over en med det samme med en hurtig og præcis formaning. Ja, han har vel ikke været dansklærer i 30 år for ingenting.

Nå, men – det var egentlig slet ikke det, jeg ville skrive om. Jeg ville skrive om nedenstående vinylklæb, som man kan – ja, klæbe – på sin Mac. Super fed stencil. Jeg har bare et problem. Jeg elsker altså bare min Mac for meget til at klæbe noget som helst på den…

Vinylklæbet koster $12.99 og kan købes på etsy.com.

Jeg sad i dag og overspringshandlede på markedsforing.dk, og så faldt jeg over denne artikel, der fortæller, at Second Life nu prøver at komme ind i kampen igen ved at skrue lidt op for brugervenligheden.

Må jeg komme med min umiddelbare dom: Det kommer ikke til at betyde en fløjtende fis. Jeg har aldrig været fascineret af Second Life og har aldrig syntes, at det rykkede noget som helst.

Og hvorfor så det?

• Det er for tungt og kedeligt
• Det er for uoverskueligt
• Det er grimt
• Der er for meget ventetid
• Der er for få orker, du kan skyde

Se, allerede når jeg skal remse op, begynder det at kede mig, og jeg må ty til pjat. Nu vil jeg gerne indrømme, at jeg ikke har brugt oceaner af tid på Second Life, men det er der vel også en årsag til. I al beskedenhed plejer jeg at være god til at finde de ting, der er sjove at lege med på nettet, og til denne kategori hører Det Andet Liv ikke.

Jeg husker et foredrag på New Media Days i 2007, hvor Chris Mahoney fra Linden Lab (der laver Second Life) var en tur forbi og holde et oplæg om Second Life. Og jeg husker tydeligt – efter at han havde fløjet rundt med sin figur i en times tid – at jeg tænkte, at det dér det holder sgu ikke. Og det tror jeg stadig ikke. Engang skulle alle virksomheder da helt klart være synlige i Second Life. Hvornår har vi sidst hørt om det?

Men hvad er det så, der holder? I min optik ser vi det allerede i alle de muligheder, der ligger i Flash og i små scripts. Her kan man simpelt lave de universer, spil, quizzer, film, animationer, man skal bruge. Og på en måde som passer til nettets format – og den måde man bruger nettet på. For let’s face it: Internetbrugeren er røvutålmodig. Det skal altså virkelig være flot og lækkert, hvis man skal bruge en masse tid på det. Og… Second Life er ikke flot og lækkert…

Denne annonce lavede jeg for Eplehuset, som er den nye, norske (og sejere) konkurrent til Humac i Danmark. Og i denne forbindelse også Telia, der også sælger iPhone. Jeg er selv svært tilfreds med annoncen, da den i mine øjne kommunikerer klart og lige i øjet.

Min idé var enkel. Jeg ville gerne sige, at iPhone jo selvfølgelig hører hjemme i en Apple-butik, da den jo er meget mere end en telefon. Så for at få mest ud af sin investering, skal man altså ikke gå til Telia men ned til eksperterne hos Eplehuset.

Som den skarpsindige læser nok har gennemskuet, er overskriften et spin på “E.T. phone home”… Men det behøver jeg jo selvfølgelig ikke at forklare…

Nej, jeg tager det tilbage. I mit sidste indlæg skrev jeg, at jeg er bange for at skrive noget, der er banalt. Det er jeg egentlig også, men det bliver jeg da vist nødt til at tage op til revision. For i indlægget får jeg det banale til at lyde som en dårlig ting. Men det banale er jo fedt. Det banale er jo der, det hele begynder. Og det er faktisk ofte et greb, jeg bruger, når jeg skal kommunikere professionelt – hvad er det egentlig, vi skal sige med det hersens stykke kommunikation? Helt banalt. Og så er det sådan set lige meget, om det er til print, web, film, radio eller røgsignaler.

Jeg kom til at tænke på det i dag, da jeg sad nede i min forlængede dagligstue på Bang & Jensen og slubrede kaffe. Her blandt studerende, reklamerende, caférende, sladrende og læsende godtfolk faldt jeg over forsiden på Politikens kultursektion. Forsiden, som i dagens anledning er helt brun – jo tak det manglede da bare, krones af overskriften ‘En langtidsholdbar lort’. Så er man lissom igang, ik’? Artiklen handlede om én af mine gamle yndlinge, som jeg ikke havde tænkt på i lang tid – nemlig den italienske provokunster Piero Manzoni. En herre der i den grad var imod den etablerede kunstverdens fokus på ussel mammon. Så meget imod den, at han solgte sin ‘Merde d’Artiste’ (kunstnerlort) på dåse. Prisen? Vægten i guld. At de tilbageværende eksemplarer er en formue værd i dag, er en helt anden historie.

Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, hvis DET ikke er banalt. Altså at putte lort på dåse, ja, så ved jeg det sgu ikke. Men det er jo netop her, det geniale og originale ligger. Det er det, der sætter det nye i gang. Det er her, det begynder. I en lort på dåse. Og det er da noget af en erkendelse.

Jeg er bange for at skrive noget, der er for banalt. Det er egentlig ikke, fordi jeg vil lyde klog eller noget. Det er jeg faktisk ligeglad med. Men jeg er bange for at skrive noget, der er ligegyldigt. Bange er måske et stærkt ord, men det dér med at sidde at skrive noget, som er helt ligegyldigt – det er sgu da nederen, for nu at bruge et godt dansk udtryk.

Men den anden dag gik det op for mig, at jeg til tider er for fokuseret på at skrive for andre. Jeg kan jo osse skrive for mig selv. Det er jo sådan set en ret ligetil erkendelse, men det tog alligevel et stykke tid, før det gik op for mig. Måske er det er erhvervsskade. Jeg er i mit arbejde så vant til at tænke i andre målgrupper, når jeg skriver, at det virker helt fjollet at skrive til den relativt smalle målgruppe, jeg selv udgør.

Og når jeg så tænker lidt mere over det – og det gør jeg –  så er erkendelsen alligevel ikke SÅ ligetil. For det bunder jo også i blogmediet, som jeg i skrivende stund basker rundt i. Her er der jo andre, der læser det. Det er jo lissom idéen i at have en blog. At skrive til andre. Og skriver jeg så til mig selv. Nej, vel? Og så er det sgu da, at det bliver langhåret, for nu skriver jeg til mig selv på en blog, der ikke kun er til mig selv, men hvor andre også læser og dermed er i målgruppen. Fik du den? “Fik jeg den?”, må spørgsmålet jo så være, for jeg er jo lige blevet enig med mig selv om, at jeg skriver til mig selv, og så gider det sgu ikke mening at stille spørgsmål til læseren.

Og nu måtte jeg lige op at ændre i titlen på dette indlæg, for nu er det faktisk kommet til at handle om noget andet, end jeg havde regnet med. Og så har jeg vel endnu en gang bevist, at jeg til tider skriver mig ind i ting. Og så er jeg vel kommet til en erkendelse helt for mig selv. Eller hva’?

Jeg skriver hver dag. Jeg lever af det. Jeg er en såkaldt professionel kommunikateur. Jeg skal finde på nye, kreative løsninger hver dag. Og det kræver, i sær når jeg skal skrive på nye ting, at jeg skal skrive mig ind i skidtet, før jeg kan finde ud af, hvordan det skal grejes. Altså – hvordan er tonen? Er sætningerne korte eller lange?  Er det humoristisk, seriøst, plat, højtravende eller hvadvedjeg?

Sagen er, at det ved jeg sjældent på forhånd. Nogen gange finder jeg hurtigt ud af det, andre gange ikke – om overhovedet.

Det er lidt sådan, jeg har haft det med denne blog. Jeg har aldrig fået skrevet mig ind i den. Hvad skal der stå? Skal det være bundseriøst og kun handle om arbejdsrelaterede ting? Det troede jeg i begyndelsen – men jeg fandt hurtigt ud af, at så ville jeg sgu kede mig bravt. Og så ville jeg ikke få ‘mig selv’ med. Og det manglede da bare lige. På den anden side gider jeg heller ikke udlevere mit privatliv og være alt for udleverende. Jeg er ikke typen, der lægger alle billeder på Facebook og deslignende. Dertil er jeg for blufærdig.

Så hvad er konklusionen? Det må blive midt imellem. Et eller andet sted. Men hvor – det skal jeg lige have skrevet mig ind i.

Det handler også om, hvem målgruppen er. Og det ved jeg faktisk ikke. Indtil videre – og især siden mit indlæg i går – skriver jeg sådan set bare for mig selv. Og så må jeg se, om der dukker en læser op hist og pist.

Jeg har lige gjort en erkendelse. Den er, at hvis jeg ikke skriver mine tanker, idéer og alt det andet ned med det samme, så bliver det sgu aldrig til så meget, som jeg gerne vil. Og det er pisseirriterende, for jeg får faktisk dårlig samvittighed over det.

Én af årsagerne er blandt andet, at jeg har den dér akademiske erhvervssygdom, som gør, at jeg skal gennemtænke alt i hoved og røv, før jeg får skrevet det ned. Og så bliver det, der begyndte som en flygtig tanke, pludselig til et lidt større projekt, som jeg så skal have tid til. Og så flygter den flygtige tanke ofte ud af mit hovede. Og så er den væk. Pis osse.

Dette gælder også blogindlæg her på bloggen. Jeg har ikke tal på, hvor mange ting jeg ville have skrevet, som ikke lige blev.

Men nu skal det være anderledes. Jeg vil være ligeglad med ikke at have tænkt det helt igennem. Jeg vil bare skrive. Og så kan det jo være, at indlæggene bliver lidt kortere. Men under alle omstændigheder er det jo også længere, end hvis de slet ikke bliver skrevet…

Dette blogindlæg er første skridt. Det startede som en flygtig tanke og erkendelse, men nu er det tastet ned. Jeg gjorde det, og det tog mig 10 minutter. Max. Så må det bære eller briste.

… Det er ret svært at holde sådan en blog som den her opdateret. Hvis man ikke har så meget tid. Og er lidt doven oven i hatten. Lissom mig.

Sikke en redelighed. Nå, jeg skal også snart på weekend…

Jeg sad og zappede rundt på flimmeren her til aften og dumpede forbi DR1, som viste Rejseholdet. Og så var det, at det slog mig: Var serien mon blevet en ligeså stor succes, hvis den nu havde heddet ‘Pejseholdet’?

Så havde Mads Mikkelsen været ham den lækre, der stod og solgte Morsø-brændeovne nede i Pejseforum. Og damerne havde været helt vilde med ham. Eller noget.

Og Lars Bom ville være den sådan lidt mystiske skorstensfejer.

En måned er der gået. En måned med min nye virkelighed. Arbejdsmæssigt i hvert fald. Efter fire-et-halvt år i gode, gamle Tante DR har jeg solgt mig selv til den kommercielle verden og er blevet tekstforfatter i BOCCA Reklamebureau pr. 1. januar 2008.

Jeg har altid vidst, jeg ville være reklamedreng på et tidspunkt, og nu skete det altså. I skrivende stund er jeg en én måned gammel reklamebaby, som lige så stille begynder at kravle i min nye verden.

Eller så slemt er det jo ikke. Jeg bilder mig da ind, at jeg både kunne gå og løbe, da jeg første gang tog trappen de 820 (så’n ca.) trin op på bureauet på Sankt Annæ Plads 11. Har jo lavet nogle rigtig store markedsføringsting på DR og har skrevet konstant i 4,5 år,  men de nye udfordringer er tiltrængte og spændende. Argh jeargh! Kan bruge min tid på den kreative side af sagen i stedet for at svare på tonsvis og atter tonsvis af mails.