Kategori — Fatløse

Aften på aften har jeg taget mig selv i at sidde og kigge på sportsgrene, jeg dybest set ikke interesserer mig en disse for. Skihop for eksempel. Udover at undre mig over at de tør. At de kan. Og hvad man egentlig stiller op første gang, man skal prøve sådan et hop – hvad gør man – man siger bare “nå, fuck det” og kører nedad? Udover det, så er skihop sgu kedeligt. Naaaaaarjj – 119 meter…! Nej, vel? jeg savner Eddie The Eagle, som i vanlig håbløs stil kastede sig ud i skihop i Calgary i 1988. Alt, alt for mange meter efter konkurrenterne. Men underholdende, det var det…

Jeg er bange for at skrive noget, der er for banalt. Det er egentlig ikke, fordi jeg vil lyde klog eller noget. Det er jeg faktisk ligeglad med. Men jeg er bange for at skrive noget, der er ligegyldigt. Bange er måske et stærkt ord, men det dér med at sidde at skrive noget, som er helt ligegyldigt – det er sgu da nederen, for nu at bruge et godt dansk udtryk.

Men den anden dag gik det op for mig, at jeg til tider er for fokuseret på at skrive for andre. Jeg kan jo osse skrive for mig selv. Det er jo sådan set en ret ligetil erkendelse, men det tog alligevel et stykke tid, før det gik op for mig. Måske er det er erhvervsskade. Jeg er i mit arbejde så vant til at tænke i andre målgrupper, når jeg skriver, at det virker helt fjollet at skrive til den relativt smalle målgruppe, jeg selv udgør.

Og når jeg så tænker lidt mere over det – og det gør jeg –  så er erkendelsen alligevel ikke SÅ ligetil. For det bunder jo også i blogmediet, som jeg i skrivende stund basker rundt i. Her er der jo andre, der læser det. Det er jo lissom idéen i at have en blog. At skrive til andre. Og skriver jeg så til mig selv. Nej, vel? Og så er det sgu da, at det bliver langhåret, for nu skriver jeg til mig selv på en blog, der ikke kun er til mig selv, men hvor andre også læser og dermed er i målgruppen. Fik du den? “Fik jeg den?”, må spørgsmålet jo så være, for jeg er jo lige blevet enig med mig selv om, at jeg skriver til mig selv, og så gider det sgu ikke mening at stille spørgsmål til læseren.

Og nu måtte jeg lige op at ændre i titlen på dette indlæg, for nu er det faktisk kommet til at handle om noget andet, end jeg havde regnet med. Og så har jeg vel endnu en gang bevist, at jeg til tider skriver mig ind i ting. Og så er jeg vel kommet til en erkendelse helt for mig selv. Eller hva’?

Da jeg arbejdede i DR forsømte jeg ikke mange muligheder for at brokke mig over DRs håbløse tilgang til streaming. Det har altid været et meget stort mysterium for mig, hvorfor DR har insisteret på at basere online-streamingen på Windows Media Player, når man skulle se dr.dk tv. Altså helt ærligt. Windows Media Player. Jeg er Mac-bruger – indrømmet, men jeg hører ikke til gruppen af Apple-fanatikere, der nærmest lever og ånder for det lille æble og bare synes, at de dér PC-brugere er nogle spasre (ja, sådan staves det i flertal her hos mig). Men det er da ubegribeligt, at DR i den grad bare ignorerer Mac-folket (og Linux’ ditto) ved at vælge en Windows-platform. Jeg betaler gerne licens, men så skal tilbuddene også være for alle – uanset hvilken computer, man nu bruger. Bevares, man kunne godt streame før, men kunne fx ikke se i fuld skærm.

Men nu skal det være anderledes. DR har netop åbnet en betatest, hvor man kan streame med åbne standarder. Det betyder, at vi nu kan bruge QuickTime og VLC Player.

Hurra for det. Og også hurra for at DR er trådt ind i beta-alderen og åbner tingene på forsøgsbasis, før de bliver endelig lanceret. Det samme så vi ved redesignet af dr.dk, der også blev smuglanceret i beta-version.

Og lidt malurt i bægeret: Hvorfor bruger man ikke bare Flash-afspilleren over det hele? Ligesom DR fx gør det ved Flemmings Helte på dr.dk/flemming? Så ville vi være helt fri for alt det software-hejs.

Er der nogen, der kan forklare mig det? Hvorfor Toyota har valgt at hælde værkstedshumoren ud med badevandet? Jeg ved ikke, om det er mig, der er bovlam eller det, der er værre, men jeg forstår simpelthen ikke den hersens nye reklame fra Toyota.

Overhovedet ikke faktisk. Altså de sommerfugle der? Hvor fa’en kommer de fra? Og ham filejsen, der springer ud i nogle airbags? Jo, jo – flotte billeder og alt det dér. Asparges mig vel – men alligevel.

Med den nye reklame har man endegyldigt (eller indtil videre i hvert fald) valgt at skylle Ole O, Carina og Bruce og ’112% i orden’ ud med badevandet. Et reklameunivers, der er bygget op i årevis. Og som oven i købet er prisvindende.

Og nu er det altså ikke fordi, jeg er i mod forandringer eller noget, men jeg må altså indrømme, at jeg ikke forstår strategien bag. Altså – hvad er det for en historie, man prøver at fortælle? Hvorfor er det her en bedre historie, og hvad er det lige, at den her bid film gør for Toyotas brand i Danmark? Skal Toyota ‘bare’ være ren feel good?

Anybody outthere? Hvem ved det eller kan forklare mig det? Så vidt jeg ved, er det Wibroe, Duckert & Partners (jeg er helt pjattet med deres hjemmeside i øvrigt), der står bag. Og de plejer sgu da at være seje, men det her synes jeg er lidt en ommer. For nu at bruge deres egen terminologi.

Hov. Jeg glemmer da helt, at jeg lige har en lille positiv ting at slutte af på. Det er jo en fed sang, de har valgt til filmen; Blondie: Heart of Glass.Surere skid er jeg altså heller ikke. Det manglede da bare.