Kategori — Inspiration

Var på Distortion i weekenden. Eller rettere: Distortion var hjemme hos mig på Vesterbro, hvor denne oppustelige rumraket var landet lige midt på Enghave Plads.

… hvis ikke man ved, hvad man skal lave. Og i sær hvis man ikke lige ved, hvad man skal tage et billede af, når man nu lige skal prøve sin nye retro-vintage-oldschool-foto-app på sin iPhone. Nå, men det er Bang & Jensen, man kan se dernede på Istedgade.

Det er jo egentlig plat at skrive – men ikke desto mindre er det tæt på sandheden: Jeg æææælsker min MacBook Pro. Og det selvom min far altid har fortalt mig, at man ikke kan elske døde ting. Og han konfronterer mig stadig med det, hvis jeg i et øjebliks begejstring kommer med udbrud a’la “hold kæft, hvor jeg elsker rullepølse!”. Eller noget i den stil. Så er han over en med det samme med en hurtig og præcis formaning. Ja, han har vel ikke været dansklærer i 30 år for ingenting.

Nå, men – det var egentlig slet ikke det, jeg ville skrive om. Jeg ville skrive om nedenstående vinylklæb, som man kan – ja, klæbe – på sin Mac. Super fed stencil. Jeg har bare et problem. Jeg elsker altså bare min Mac for meget til at klæbe noget som helst på den…

Vinylklæbet koster $12.99 og kan købes på etsy.com.

Jeg sad i dag og overspringshandlede på markedsforing.dk, og så faldt jeg over denne artikel, der fortæller, at Second Life nu prøver at komme ind i kampen igen ved at skrue lidt op for brugervenligheden.

Må jeg komme med min umiddelbare dom: Det kommer ikke til at betyde en fløjtende fis. Jeg har aldrig været fascineret af Second Life og har aldrig syntes, at det rykkede noget som helst.

Og hvorfor så det?

• Det er for tungt og kedeligt
• Det er for uoverskueligt
• Det er grimt
• Der er for meget ventetid
• Der er for få orker, du kan skyde

Se, allerede når jeg skal remse op, begynder det at kede mig, og jeg må ty til pjat. Nu vil jeg gerne indrømme, at jeg ikke har brugt oceaner af tid på Second Life, men det er der vel også en årsag til. I al beskedenhed plejer jeg at være god til at finde de ting, der er sjove at lege med på nettet, og til denne kategori hører Det Andet Liv ikke.

Jeg husker et foredrag på New Media Days i 2007, hvor Chris Mahoney fra Linden Lab (der laver Second Life) var en tur forbi og holde et oplæg om Second Life. Og jeg husker tydeligt – efter at han havde fløjet rundt med sin figur i en times tid – at jeg tænkte, at det dér det holder sgu ikke. Og det tror jeg stadig ikke. Engang skulle alle virksomheder da helt klart være synlige i Second Life. Hvornår har vi sidst hørt om det?

Men hvad er det så, der holder? I min optik ser vi det allerede i alle de muligheder, der ligger i Flash og i små scripts. Her kan man simpelt lave de universer, spil, quizzer, film, animationer, man skal bruge. Og på en måde som passer til nettets format – og den måde man bruger nettet på. For let’s face it: Internetbrugeren er røvutålmodig. Det skal altså virkelig være flot og lækkert, hvis man skal bruge en masse tid på det. Og… Second Life er ikke flot og lækkert…

Nej, jeg tager det tilbage. I mit sidste indlæg skrev jeg, at jeg er bange for at skrive noget, der er banalt. Det er jeg egentlig også, men det bliver jeg da vist nødt til at tage op til revision. For i indlægget får jeg det banale til at lyde som en dårlig ting. Men det banale er jo fedt. Det banale er jo der, det hele begynder. Og det er faktisk ofte et greb, jeg bruger, når jeg skal kommunikere professionelt – hvad er det egentlig, vi skal sige med det hersens stykke kommunikation? Helt banalt. Og så er det sådan set lige meget, om det er til print, web, film, radio eller røgsignaler.

Jeg kom til at tænke på det i dag, da jeg sad nede i min forlængede dagligstue på Bang & Jensen og slubrede kaffe. Her blandt studerende, reklamerende, caférende, sladrende og læsende godtfolk faldt jeg over forsiden på Politikens kultursektion. Forsiden, som i dagens anledning er helt brun – jo tak det manglede da bare, krones af overskriften ‘En langtidsholdbar lort’. Så er man lissom igang, ik’? Artiklen handlede om én af mine gamle yndlinge, som jeg ikke havde tænkt på i lang tid – nemlig den italienske provokunster Piero Manzoni. En herre der i den grad var imod den etablerede kunstverdens fokus på ussel mammon. Så meget imod den, at han solgte sin ‘Merde d’Artiste’ (kunstnerlort) på dåse. Prisen? Vægten i guld. At de tilbageværende eksemplarer er en formue værd i dag, er en helt anden historie.

Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, hvis DET ikke er banalt. Altså at putte lort på dåse, ja, så ved jeg det sgu ikke. Men det er jo netop her, det geniale og originale ligger. Det er det, der sætter det nye i gang. Det er her, det begynder. I en lort på dåse. Og det er da noget af en erkendelse.

Billedet er fra Tour de France i begyndelsen af sidste århundrede. Det var dengang, man kørte på karbonader og kærnemælk, og EPO og hæmatokritværdier var lige så nærværende som en tur på månen.

Og hvem siger i øvrigt, at man ikke kan hygge sig lidt, når man nu alligevel sidder på geden? Har du ikke lige lidt ild, Francois?

Nogle gange må man jo bare tage hatten af.

Jeg kender det selv fra hverdagen i reklameverdenen, hvor de kreative nødder ofte kan være yderst svære at knække. Vi har igennem tiden set masser af eksempler på kiksede reklamer på produkter, som er svære at greje, og som dermed afføder nogle forfærdelige reklamer. Fx Always og “prøv det, prøv det!”. Og hvad med glasperler i bleer – bare sådan for lissom at vise, hvordan tis gør… Hvad fa’en sker der for det!?

Jo, jo… Der er forskel på gode idéer og kreativitet. Og dermed også om resultatet bliver elegant eller ej. Her er et eksempel på en original og elegant løsning på et ellers ‘kedeligt’ produkt. Watch, think and learn.