Kategori — Kommunikation & reklame

Nej, jeg tager det tilbage. I mit sidste indlæg skrev jeg, at jeg er bange for at skrive noget, der er banalt. Det er jeg egentlig også, men det bliver jeg da vist nødt til at tage op til revision. For i indlægget får jeg det banale til at lyde som en dårlig ting. Men det banale er jo fedt. Det banale er jo der, det hele begynder. Og det er faktisk ofte et greb, jeg bruger, når jeg skal kommunikere professionelt – hvad er det egentlig, vi skal sige med det hersens stykke kommunikation? Helt banalt. Og så er det sådan set lige meget, om det er til print, web, film, radio eller røgsignaler.

Jeg kom til at tænke på det i dag, da jeg sad nede i min forlængede dagligstue på Bang & Jensen og slubrede kaffe. Her blandt studerende, reklamerende, caférende, sladrende og læsende godtfolk faldt jeg over forsiden på Politikens kultursektion. Forsiden, som i dagens anledning er helt brun – jo tak det manglede da bare, krones af overskriften ‘En langtidsholdbar lort’. Så er man lissom igang, ik’? Artiklen handlede om én af mine gamle yndlinge, som jeg ikke havde tænkt på i lang tid – nemlig den italienske provokunster Piero Manzoni. En herre der i den grad var imod den etablerede kunstverdens fokus på ussel mammon. Så meget imod den, at han solgte sin ‘Merde d’Artiste’ (kunstnerlort) på dåse. Prisen? Vægten i guld. At de tilbageværende eksemplarer er en formue værd i dag, er en helt anden historie.

Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, hvis DET ikke er banalt. Altså at putte lort på dåse, ja, så ved jeg det sgu ikke. Men det er jo netop her, det geniale og originale ligger. Det er det, der sætter det nye i gang. Det er her, det begynder. I en lort på dåse. Og det er da noget af en erkendelse.

Jeg er bange for at skrive noget, der er for banalt. Det er egentlig ikke, fordi jeg vil lyde klog eller noget. Det er jeg faktisk ligeglad med. Men jeg er bange for at skrive noget, der er ligegyldigt. Bange er måske et stærkt ord, men det dér med at sidde at skrive noget, som er helt ligegyldigt – det er sgu da nederen, for nu at bruge et godt dansk udtryk.

Men den anden dag gik det op for mig, at jeg til tider er for fokuseret på at skrive for andre. Jeg kan jo osse skrive for mig selv. Det er jo sådan set en ret ligetil erkendelse, men det tog alligevel et stykke tid, før det gik op for mig. Måske er det er erhvervsskade. Jeg er i mit arbejde så vant til at tænke i andre målgrupper, når jeg skriver, at det virker helt fjollet at skrive til den relativt smalle målgruppe, jeg selv udgør.

Og når jeg så tænker lidt mere over det – og det gør jeg –  så er erkendelsen alligevel ikke SÅ ligetil. For det bunder jo også i blogmediet, som jeg i skrivende stund basker rundt i. Her er der jo andre, der læser det. Det er jo lissom idéen i at have en blog. At skrive til andre. Og skriver jeg så til mig selv. Nej, vel? Og så er det sgu da, at det bliver langhåret, for nu skriver jeg til mig selv på en blog, der ikke kun er til mig selv, men hvor andre også læser og dermed er i målgruppen. Fik du den? “Fik jeg den?”, må spørgsmålet jo så være, for jeg er jo lige blevet enig med mig selv om, at jeg skriver til mig selv, og så gider det sgu ikke mening at stille spørgsmål til læseren.

Og nu måtte jeg lige op at ændre i titlen på dette indlæg, for nu er det faktisk kommet til at handle om noget andet, end jeg havde regnet med. Og så har jeg vel endnu en gang bevist, at jeg til tider skriver mig ind i ting. Og så er jeg vel kommet til en erkendelse helt for mig selv. Eller hva’?

Jeg skriver hver dag. Jeg lever af det. Jeg er en såkaldt professionel kommunikateur. Jeg skal finde på nye, kreative løsninger hver dag. Og det kræver, i sær når jeg skal skrive på nye ting, at jeg skal skrive mig ind i skidtet, før jeg kan finde ud af, hvordan det skal grejes. Altså – hvordan er tonen? Er sætningerne korte eller lange?  Er det humoristisk, seriøst, plat, højtravende eller hvadvedjeg?

Sagen er, at det ved jeg sjældent på forhånd. Nogen gange finder jeg hurtigt ud af det, andre gange ikke – om overhovedet.

Det er lidt sådan, jeg har haft det med denne blog. Jeg har aldrig fået skrevet mig ind i den. Hvad skal der stå? Skal det være bundseriøst og kun handle om arbejdsrelaterede ting? Det troede jeg i begyndelsen – men jeg fandt hurtigt ud af, at så ville jeg sgu kede mig bravt. Og så ville jeg ikke få ‘mig selv’ med. Og det manglede da bare lige. På den anden side gider jeg heller ikke udlevere mit privatliv og være alt for udleverende. Jeg er ikke typen, der lægger alle billeder på Facebook og deslignende. Dertil er jeg for blufærdig.

Så hvad er konklusionen? Det må blive midt imellem. Et eller andet sted. Men hvor – det skal jeg lige have skrevet mig ind i.

Det handler også om, hvem målgruppen er. Og det ved jeg faktisk ikke. Indtil videre – og især siden mit indlæg i går – skriver jeg sådan set bare for mig selv. Og så må jeg se, om der dukker en læser op hist og pist.

Vi skulle finde på en visuel identitet til en smoothiebar. Vi kom så frem til, at en smoothiebar jo må være frugtens værste fjende. Den ene frugt efter den anden bliver ofret til blenderens frådende knive. Og hvad sker der så? Frugten går på barrikaderne og demonstrerer. Nedstående illustrationer blev brugt til menukort og som klistermærker på kopper og glas.

Jeg er begyndt at holde af osse. Jeg synes, det er fedt lille ord, når man skal skrive mails. Det er både:

• Hurtigt: o-s-s-e… Sådan!
• Venligt: Især når man skriver til kunder. Jamen, kan du ikke osse godt se, at det er meget bedre, når den er gul og ikke rød?!
• Uformelt: Jeg kommer osse i morgen! Det er jo klart bedre end: Jeg kommer oooorgså i morgen…

Jeg kan egentlig ikke rigtigt finde ud af, om det her er interessant for andre end mig. Pyt med det. Man er vel ikke tekstforfatter for ingenting…

Og så lige for en god ordens skyld: Også er den officielle og korrekte måde at stave det på – og som står i retskrivningsordbogen. Osse er den uofficielle (og ukorrekte) stavemåde, som ikke står i retskrivningsordbogen.

Denne annonce lavede jeg for The Square, som er et gennemdesignet hotel på Råhuspladsen i København. Jeg var lidt i tvivl om, hvordan jeg skulle gribe sagen an. Men jeg havde to kriterier, som  jeg gerne ville opfylde: Der skulle leges med navnet ‘The Square’ og hotellets fede beliggenhed på Rådhuspladsen skulle fremhæves.

Jeg var (bl.a. også sammen med AD’eren) rundt om forskellige ting for at komme ind til idéen. Jeg printede beliggenheden ud på Google Maps. Tegnede kasser (squares/kvadrater/firkanter) rundt  om og prøvede at finde grebet. Det blev bare på en eller anden måde for kedeligt. Det kreative greb endte med at blive enkelt: Simpelthen omkring den ‘aura’, som Rådhuspladsen har. Den står som symbolet på det mest centrale i København.

På en eller anden måde kom det gamle hæderkronede spil, Matador, ind i billedet. Her er Rådhuspladsen den dyreste og mest eksklusive grund. Jeg fandt mit gamle Matador frem og begyndte at læse kortene – og som en åbenbaring stod den der: “Ryk frem til Rådhuspladsen”. Der var den! Få hotel på Rådhuspladsen – såre simpelt.

Jeg supplerede den så med noget brødtekst, som legede med navnet ‘The Square’ – helt firkantet sagt…

Annoncen er bl.a. indrykket på bagsiden af Berlingske Nyhedsmagasin.

Annonce for Ungdommens Røde Kors til Ud & Se.

Så hørte jeg jo så lige P3 Nyhederne i morges. Det er der i og for sig ikke noget nyt i. Og nyhederne indeholder jo så – nyheder. Og en af disse var, at Ny Alliance skifter navn til Liberal Alliance. Fint nok. De famler videre. Men det der slog mig var, at Anders Samuelsen udtalte, at de gerne vil VÆRE mere liberale. Nu tror jeg aldrig, at jeg kunne finde på at sætte krydset ved partiet, men det virker sgu da lidt utroværdigt, når politikere udtaler, at han gerne vil VÆRE noget. Man ER sgu da mere liberal… Er man ikke?

Under alle omstændigheder er det ikke den skarpeste kommunikation. Hvis man spø’r mig.

Nogle gange må man jo bare tage hatten af.

Jeg kender det selv fra hverdagen i reklameverdenen, hvor de kreative nødder ofte kan være yderst svære at knække. Vi har igennem tiden set masser af eksempler på kiksede reklamer på produkter, som er svære at greje, og som dermed afføder nogle forfærdelige reklamer. Fx Always og “prøv det, prøv det!”. Og hvad med glasperler i bleer – bare sådan for lissom at vise, hvordan tis gør… Hvad fa’en sker der for det!?

Jo, jo… Der er forskel på gode idéer og kreativitet. Og dermed også om resultatet bliver elegant eller ej. Her er et eksempel på en original og elegant løsning på et ellers ‘kedeligt’ produkt. Watch, think and learn.

Hvordan beder man nogle buspassagerer om at gå ind på et site og udfylde et skema? Overskriften på dette indlæg var min løsning. ‘Må vi låne din hjerne i 5 minutter?’ fremgik på dette blå postkort, som Movia skulle dele ud i bus 300S. Den slags små opgaver kan jeg godt lide. Det dér med at ulejlige folk på en sjov måde. Eller… Som JEG synes er sjov. Hehe.

Bagsiden:

Er der nogen, der kan forklare mig det? Hvorfor Toyota har valgt at hælde værkstedshumoren ud med badevandet? Jeg ved ikke, om det er mig, der er bovlam eller det, der er værre, men jeg forstår simpelthen ikke den hersens nye reklame fra Toyota.

Overhovedet ikke faktisk. Altså de sommerfugle der? Hvor fa’en kommer de fra? Og ham filejsen, der springer ud i nogle airbags? Jo, jo – flotte billeder og alt det dér. Asparges mig vel – men alligevel.

Med den nye reklame har man endegyldigt (eller indtil videre i hvert fald) valgt at skylle Ole O, Carina og Bruce og ’112% i orden’ ud med badevandet. Et reklameunivers, der er bygget op i årevis. Og som oven i købet er prisvindende.

Og nu er det altså ikke fordi, jeg er i mod forandringer eller noget, men jeg må altså indrømme, at jeg ikke forstår strategien bag. Altså – hvad er det for en historie, man prøver at fortælle? Hvorfor er det her en bedre historie, og hvad er det lige, at den her bid film gør for Toyotas brand i Danmark? Skal Toyota ‘bare’ være ren feel good?

Anybody outthere? Hvem ved det eller kan forklare mig det? Så vidt jeg ved, er det Wibroe, Duckert & Partners (jeg er helt pjattet med deres hjemmeside i øvrigt), der står bag. Og de plejer sgu da at være seje, men det her synes jeg er lidt en ommer. For nu at bruge deres egen terminologi.

Hov. Jeg glemmer da helt, at jeg lige har en lille positiv ting at slutte af på. Det er jo en fed sang, de har valgt til filmen; Blondie: Heart of Glass.Surere skid er jeg altså heller ikke. Det manglede da bare.

Klik på billedet for at se tv-spottet for P3 Guld

Som markedsførings- og presseansvarlig for P3 Guld på DR2 lavede jeg i 2006 disse tv-spots. De er klippet af Michael Schwanenflügel. Vores idé var at lave nogle trashede, skæve spots med uforudsigelige surrealistiske elementer. Således legede vi både med jernstånger, gamle damer og hunde under optagelserne. Og så en række af Danmarks fremmeste musikere selvføgelig. Heriblandt Mikael Simpson, Trentemøller, Infernal, BliGlad, Natasja, Oh No Ono og Broken Beats.

Vi lavede seks forskellige versioner, og denne version, hvor Mikael Simpson og Anders Trentemøller tager pis på hinanden, er min helt klare favorit. Den blev i øvrigt indsendt af DR til Promax-nominering, som er tv-trailerens ‘Oscar’ for nu at sige det lidt fladt…

De andre versioner kan du se her, her, her, her og her.

Jeg lavede i samarbejde med min ‘partner in crime’, Michael Schwanenflügel, disse to tv-spots for Danish Music Awards 2007, som jeg er markedsførings- og presseansvarlig for. De blev vist på DR1 og DR2 op til showet 3. marts 2007. De er tematiseret omkring kategorierne ‘Årets Danske Sanger’ og ‘Årets Danske Hit.

Se tv-spot 1 for DMA 07 og se tv-spot 2 for DMA 07

Jeg lavede disse to tv-spots (eller reklamer om man vil) for dr.dk/netradio. Tv-spotsene blev sendt på DR1 og DR2. Grundidéen var at synliggøre den umiddelbare værdi, som netradioen kan give i en grå hverdag. Og så selvfølgelig at anskueliggøre de forskellige kanalers musikprofil og alsidighed. Filmene blev lavet sammen med Thank You. Kampagnen omfattede også ekstensiv web-spotning på dr.dk, radiospots på P3 og P4, klistermærker samt en annonce i VICE Magazine.

Tv-spot 1 med DR R&B, DR Allegro og DR Dansktop (klik på billedet for at se tv-spottet):

Og tv-spot 2 med DR Electronica, DR Folk og DR Modern Rock: