MIKKEL STRØJERS BLOG & PORTFOLIO

Kampagne for Sundhedsstyrelsen som skal gøre op med fordomme mod hiv-smittede.

I forbindelse med kampagnen lavede vi også en viralfilm. Konceptet var enkelt: Kunne vi spore nogle ubevidste fordomme hos folk? Hiv smitter ikke gennem et håndklæde, men ved folk det? Vi satte to håndklæder op på et offentligt toilet i København. Et skilt med teksten: ‘Brugt af hiv-smittede’ og et med teksten ‘Ikke brugt af hiv-smittede’.

Og så filmede vi filmede det hele med skjult kamera. Her er resultatet – ret tankevækkende…

Kampagnen består også af en række annoncer til befolkningen og erhvervslivet. Dem kan du se her:

Vi lavede også et website og Facebook-gruppen ‘Jeg er ikke bange for et håndklæde‘. Kampagnen har genereret en massiv omgang PR i en lang række medier. Her er lidt uddrag:

• DR: Tv-Avisen, 27. oktober
• dr.dk: ‘Hiv-smittet: Jeg måtte ikke tørre hænder i håndklædet på toilettet’
• dr.dk: ‘Kan hiv smitte på et håndklæde?’
• Berlingske.dk: ‘Danskerne ved for lidt om HIV’
• DR: Aftenshowet, 28. oktober
• DR Update, 27. oktober

Dette er nok den længste annoncetekst, jeg har skrevet indtil videre. Vi ville skabe effekten af, at Mitsubishi Grandis var så lang, at den ikke kunne være i annoncen og bredte sig over midteropslaget over på den anden avisside og skubbede til teksten. Og vupti – så havde jeg jo lige en tekstspalte til venstre, hvor jeg skulle finde på noget bevinget at skrive.

Direct mail jeg lavede for e-Boks. Jeg tog udgangspunkt i den følelse, vi alle kender, når vi ikke kan finde vores ting.

Jeg stod overfor udfordringen at lancere Mitsubishi Lancer SportBack midt i finanskrisen. Derfor ville jeg gerne have noget ‘fornuft’ med ind i pay-off’et. Men i sig selv er ‘fornuft’ kun en del af det for de fleste, når man skal købe bil. Det handler jo også og design, olie og følelser. Man køber jo også bil med maven. Derfor fandt jeg på ‘Ekstra rå fornuft’ for at få lidt med fra begge verdener. Kampagnen bestod af tv-spots, en række forskellige annoncer og direct mail.

Film:

Klik på billedet for at se filmen.

Annonce:

24-siders folder jeg lavede for Ungdommens Røde Kors, som skulle rekruttere nye frivillige blandt unge. Det (skidegode) AD-arbejde er lavet af Mette Lehmann. Se hele folderen her.

En del af en rekrutteringskampagne for Københavns Kommunes dagpleje, jeg lavede. Og hvad er mere nærliggende end at lave klistermærker til de eksisterende dagplejeres barnevogne og klapvogne? Min onkel har altid lavet vittigheder om at få ‘børn på gule plader’, mens han gnækkede i skægget, så udspekuleret ud – og selvfølgelig hentydede til sidespring og det deraf følgende afkom. Her får det en helt anden – og uskyldig – mening…

Kampagne for Københavns Kommune, der gerne ville rekruttere nye dagplejere. Vi vandt kampagnen i et offentligt udbud – og det er jo altid svært tilfredstillende at vinde konkurrencer.

Udgangpunktet for kampagnen er den frihed, man har som dagplejer. Det viser vi i tre forskellige ikoniske frihedssituationer snuppet fra klassiske film. Gæt selv hvilke…  Kampagnen bestod af outdoor, events, annoncer, radiospots og meget andet.

Herunder en M65-folder som blev uddelt ved en speciel biografpremiere, som vi lavede.

Dette radiospot var også en del af kampagnen. Mange reklamefolk synes, at det er dødens pølse at lave radiospots. Men ikke mig. Jeg synes, det er et helt fantastisk medie.

Radiospot. Frihed på fuld tid

Annonce for Copenhagen Island som er en del af Arp Hansens Hotel Group. Udover at jeg selvfølgelig skrev teksten, var motivet og beskæring min idé. Og så var var der jo selvfølgelig en dygtig fotograf.

Nej, jeg tager det tilbage. I mit sidste indlæg skrev jeg, at jeg er bange for at skrive noget, der er banalt. Det er jeg egentlig også, men det bliver jeg da vist nødt til at tage op til revision. For i indlægget får jeg det banale til at lyde som en dårlig ting. Men det banale er jo fedt. Det banale er jo der, det hele begynder. Og det er faktisk ofte et greb, jeg bruger, når jeg skal kommunikere professionelt – hvad er det egentlig, vi skal sige med det hersens stykke kommunikation? Helt banalt. Og så er det sådan set lige meget, om det er til print, web, film, radio eller røgsignaler.

Jeg kom til at tænke på det i dag, da jeg sad nede i min forlængede dagligstue på Bang & Jensen og slubrede kaffe. Her blandt studerende, reklamerende, caférende, sladrende og læsende godtfolk faldt jeg over forsiden på Politikens kultursektion. Forsiden, som i dagens anledning er helt brun – jo tak det manglede da bare, krones af overskriften ‘En langtidsholdbar lort’. Så er man lissom igang, ik’? Artiklen handlede om én af mine gamle yndlinge, som jeg ikke havde tænkt på i lang tid – nemlig den italienske provokunster Piero Manzoni. En herre der i den grad var imod den etablerede kunstverdens fokus på ussel mammon. Så meget imod den, at han solgte sin ‘Merde d’Artiste’ (kunstnerlort) på dåse. Prisen? Vægten i guld. At de tilbageværende eksemplarer er en formue værd i dag, er en helt anden historie.

Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, hvis DET ikke er banalt. Altså at putte lort på dåse, ja, så ved jeg det sgu ikke. Men det er jo netop her, det geniale og originale ligger. Det er det, der sætter det nye i gang. Det er her, det begynder. I en lort på dåse. Og det er da noget af en erkendelse.

Jeg er bange for at skrive noget, der er for banalt. Det er egentlig ikke, fordi jeg vil lyde klog eller noget. Det er jeg faktisk ligeglad med. Men jeg er bange for at skrive noget, der er ligegyldigt. Bange er måske et stærkt ord, men det dér med at sidde at skrive noget, som er helt ligegyldigt – det er sgu da nederen, for nu at bruge et godt dansk udtryk.

Men den anden dag gik det op for mig, at jeg til tider er for fokuseret på at skrive for andre. Jeg kan jo osse skrive for mig selv. Det er jo sådan set en ret ligetil erkendelse, men det tog alligevel et stykke tid, før det gik op for mig. Måske er det er erhvervsskade. Jeg er i mit arbejde så vant til at tænke i andre målgrupper, når jeg skriver, at det virker helt fjollet at skrive til den relativt smalle målgruppe, jeg selv udgør.

Og når jeg så tænker lidt mere over det – og det gør jeg –  så er erkendelsen alligevel ikke SÅ ligetil. For det bunder jo også i blogmediet, som jeg i skrivende stund basker rundt i. Her er der jo andre, der læser det. Det er jo lissom idéen i at have en blog. At skrive til andre. Og skriver jeg så til mig selv. Nej, vel? Og så er det sgu da, at det bliver langhåret, for nu skriver jeg til mig selv på en blog, der ikke kun er til mig selv, men hvor andre også læser og dermed er i målgruppen. Fik du den? “Fik jeg den?”, må spørgsmålet jo så være, for jeg er jo lige blevet enig med mig selv om, at jeg skriver til mig selv, og så gider det sgu ikke mening at stille spørgsmål til læseren.

Og nu måtte jeg lige op at ændre i titlen på dette indlæg, for nu er det faktisk kommet til at handle om noget andet, end jeg havde regnet med. Og så har jeg vel endnu en gang bevist, at jeg til tider skriver mig ind i ting. Og så er jeg vel kommet til en erkendelse helt for mig selv. Eller hva’?

Jeg skriver hver dag. Jeg lever af det. Jeg er en såkaldt professionel kommunikateur. Jeg skal finde på nye, kreative løsninger hver dag. Og det kræver, i sær når jeg skal skrive på nye ting, at jeg skal skrive mig ind i skidtet, før jeg kan finde ud af, hvordan det skal grejes. Altså – hvordan er tonen? Er sætningerne korte eller lange?  Er det humoristisk, seriøst, plat, højtravende eller hvadvedjeg?

Sagen er, at det ved jeg sjældent på forhånd. Nogen gange finder jeg hurtigt ud af det, andre gange ikke – om overhovedet.

Det er lidt sådan, jeg har haft det med denne blog. Jeg har aldrig fået skrevet mig ind i den. Hvad skal der stå? Skal det være bundseriøst og kun handle om arbejdsrelaterede ting? Det troede jeg i begyndelsen – men jeg fandt hurtigt ud af, at så ville jeg sgu kede mig bravt. Og så ville jeg ikke få ‘mig selv’ med. Og det manglede da bare lige. På den anden side gider jeg heller ikke udlevere mit privatliv og være alt for udleverende. Jeg er ikke typen, der lægger alle billeder på Facebook og deslignende. Dertil er jeg for blufærdig.

Så hvad er konklusionen? Det må blive midt imellem. Et eller andet sted. Men hvor – det skal jeg lige have skrevet mig ind i.

Det handler også om, hvem målgruppen er. Og det ved jeg faktisk ikke. Indtil videre – og især siden mit indlæg i går – skriver jeg sådan set bare for mig selv. Og så må jeg se, om der dukker en læser op hist og pist.

Jeg har lige gjort en erkendelse. Den er, at hvis jeg ikke skriver mine tanker, idéer og alt det andet ned med det samme, så bliver det sgu aldrig til så meget, som jeg gerne vil. Og det er pisseirriterende, for jeg får faktisk dårlig samvittighed over det.

Én af årsagerne er blandt andet, at jeg har den dér akademiske erhvervssygdom, som gør, at jeg skal gennemtænke alt i hoved og røv, før jeg får skrevet det ned. Og så bliver det, der begyndte som en flygtig tanke, pludselig til et lidt større projekt, som jeg så skal have tid til. Og så flygter den flygtige tanke ofte ud af mit hovede. Og så er den væk. Pis osse.

Dette gælder også blogindlæg her på bloggen. Jeg har ikke tal på, hvor mange ting jeg ville have skrevet, som ikke lige blev.

Men nu skal det være anderledes. Jeg vil være ligeglad med ikke at have tænkt det helt igennem. Jeg vil bare skrive. Og så kan det jo være, at indlæggene bliver lidt kortere. Men under alle omstændigheder er det jo også længere, end hvis de slet ikke bliver skrevet…

Dette blogindlæg er første skridt. Det startede som en flygtig tanke og erkendelse, men nu er det tastet ned. Jeg gjorde det, og det tog mig 10 minutter. Max. Så må det bære eller briste.

Vi skulle finde på en visuel identitet til en smoothiebar. Vi kom så frem til, at en smoothiebar jo må være frugtens værste fjende. Den ene frugt efter den anden bliver ofret til blenderens frådende knive. Og hvad sker der så? Frugten går på barrikaderne og demonstrerer. Nedstående illustrationer blev brugt til menukort og som klistermærker på kopper og glas.

Og nu til et af de mere nørdede indlæg her på Rabalder. Jeg løb idag ind i lidt småproblemer, da jeg skulle geninstallere Photoshop fra CS3-pakken. Jeg havde haft lidt småproblemer med programmet, så jeg smed det i papirkurven for at installere det igen. Det skulle jeg imidlertid aldrig have gjort på den måde – for nu sagde min Mac, at jeg allerede havde det installeret allerede. Og det havde jeg jo ikke. Eller det havde jeg jo nok lidt – der var i hvert fald stadig nogle filer tilbage, som lå og lavede lavede ged i det hele. Og de filer kunne jeg jo selvfølgelig ikke finde ud af hvad var for nogle. Og så var gode dyr jo rådne.

Men.

Efter lidt googleri fandt jeg dette lille program, som løste alle mine problemer – i hvert fald Photoshopinstallationsmæssigt. Programmet fjerner alle problemfilerne, og herefter er alt en svir.

Du finder programmet, CS3Clean, her:
http://www.adobe.com/support/contact/cs3clean.html

Jeg er begyndt at holde af osse. Jeg synes, det er fedt lille ord, når man skal skrive mails. Det er både:

• Hurtigt: o-s-s-e… Sådan!
• Venligt: Især når man skriver til kunder. Jamen, kan du ikke osse godt se, at det er meget bedre, når den er gul og ikke rød?!
• Uformelt: Jeg kommer osse i morgen! Det er jo klart bedre end: Jeg kommer oooorgså i morgen…

Jeg kan egentlig ikke rigtigt finde ud af, om det her er interessant for andre end mig. Pyt med det. Man er vel ikke tekstforfatter for ingenting…

Og så lige for en god ordens skyld: Også er den officielle og korrekte måde at stave det på – og som står i retskrivningsordbogen. Osse er den uofficielle (og ukorrekte) stavemåde, som ikke står i retskrivningsordbogen.

Denne annonce lavede jeg for The Square, som er et gennemdesignet hotel på Råhuspladsen i København. Jeg var lidt i tvivl om, hvordan jeg skulle gribe sagen an. Men jeg havde to kriterier, som  jeg gerne ville opfylde: Der skulle leges med navnet ‘The Square’ og hotellets fede beliggenhed på Rådhuspladsen skulle fremhæves.

Jeg var (bl.a. også sammen med AD’eren) rundt om forskellige ting for at komme ind til idéen. Jeg printede beliggenheden ud på Google Maps. Tegnede kasser (squares/kvadrater/firkanter) rundt  om og prøvede at finde grebet. Det blev bare på en eller anden måde for kedeligt. Det kreative greb endte med at blive enkelt: Simpelthen omkring den ‘aura’, som Rådhuspladsen har. Den står som symbolet på det mest centrale i København.

På en eller anden måde kom det gamle hæderkronede spil, Matador, ind i billedet. Her er Rådhuspladsen den dyreste og mest eksklusive grund. Jeg fandt mit gamle Matador frem og begyndte at læse kortene – og som en åbenbaring stod den der: “Ryk frem til Rådhuspladsen”. Der var den! Få hotel på Rådhuspladsen – såre simpelt.

Jeg supplerede den så med noget brødtekst, som legede med navnet ‘The Square’ – helt firkantet sagt…

Annoncen er bl.a. indrykket på bagsiden af Berlingske Nyhedsmagasin.

Annonce for Ungdommens Røde Kors til Ud & Se.

Nogle gange sker det. Det sker faktisk jævnligt. Og nu er det sket igen: Jeg har siddet og fiflet og nørdet lidt og har lavet en del ændringer på min lille møgunge af en side – nemlig juniorama.dk. Tjek det endelig ud.

Blandt andet har sidens faste fans nok lagt mærke til et nyt visuelt design. Eller det er jo ikke helt nyt – men der er i hvert fald kommet et nye topbanner og en lille mand ude i højre side. Junior, som manden hedder, er et portræt af mig, som jo så også bliver kaldt ‘Junior’. Den kække streg, hvormed han er ført ud i livet, er tegnet af Mette, og det skal hun ha’ tak for.

Jeg havde også installeret denne tagcloud, som jeg fandt på den glimrende blog Blogger Buster. Men jeg tog den af igen… Det var sgu som om, at formålet med sådan en tagcloud gik lidt af det hele, når det bliver mere liret end overskueligt. Eller er det bare mig, der er alt for kedelig og tør?

Så hørte jeg jo så lige P3 Nyhederne i morges. Det er der i og for sig ikke noget nyt i. Og nyhederne indeholder jo så – nyheder. Og en af disse var, at Ny Alliance skifter navn til Liberal Alliance. Fint nok. De famler videre. Men det der slog mig var, at Anders Samuelsen udtalte, at de gerne vil VÆRE mere liberale. Nu tror jeg aldrig, at jeg kunne finde på at sætte krydset ved partiet, men det virker sgu da lidt utroværdigt, når politikere udtaler, at han gerne vil VÆRE noget. Man ER sgu da mere liberal… Er man ikke?

Under alle omstændigheder er det ikke den skarpeste kommunikation. Hvis man spø’r mig.

Billedet er fra Tour de France i begyndelsen af sidste århundrede. Det var dengang, man kørte på karbonader og kærnemælk, og EPO og hæmatokritværdier var lige så nærværende som en tur på månen.

Og hvem siger i øvrigt, at man ikke kan hygge sig lidt, når man nu alligevel sidder på geden? Har du ikke lige lidt ild, Francois?